NATURBESKYTTELSE.DK

Interessant afgørelse fra Natur- og Miljøklagenævnet:

AFGØRELSE i sag om drænspuling med udløb i fiskesø i Thisted Kommune. Natur- og Miljøklagenævnet har truffet afgørelse efter naturbeskyttelseslovens § 3. Natur- og Miljøklagenævnet ophæver Thisted Kommunes afgørelse af 16. juni 2011 og hjemviser sagen til kommunens fornyede behandling.

Det er således Natur- og Miljøklagenævnets vurdering, at afgørelsen lider af en så væsentlig retlig mangel, at afgørelsen skal hjemvises til Thisted Kommunes fornyede behandling.

Download afgørelsen: Udsendt afgørelse [DOK2311074]

Læs uddrag af afgørelsen her: Begrundelse for afgørelse.

Kommentar til Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger
Af Peder Størup – Naturbeskyttelse.dk


Så kom de længe ventede anbefalinger fra
Natur- og Landbrugskommissionen endelig for dagens lys, og der ingen tvivl om, at kommissionens medlemmer har været på en meget stor og ikke let opgave. Inden man bedømmer resultatet, er det væsentligt at være opmærksom på, at kommissionen har skullet levere løsninger indenfor nogle snævre politisk bestemte rammer. Kort ridset op: Sikre bedre natur og miljø, øge landbrugets produktion og mulighed for indtjening, og det uden at regeringen skulle have penge op af lommen.

 
Er Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger nok til at stoppe tilbagegangen i naturens mangfoldighed?

Der er helt klart positive forslag i anbefalingerne, eksempelvis en styrket naturbeskyttelse, en naturfond til opkøb af landbrugsjord for at få skabt sammenhæng i naturen. Ligeledes at man vil fokusere på den lokale belastning af naturområder, en forbedring af mulighederne for, at landbruget kan få støtte til naturpleje, et incitament til bevarelse af biotoper er også et hårdt tiltrængt forslag, og ikke mindst regelforenklinger, som kan komme både landbruget og naturen tilgode. Men spørgsmålet er, om de politisk bestemte rammer er så snævre, at tiltagene er utilstrækkelige til at vende udviklingen, ikke mindst for naturen, som har været i markant tilbagegang de seneste årtier.

Læs alle kommentarerne her: http: Kommentar til Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger

Download alle kommentarerne her: Kommentar til Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger_PDF

Udtagning af jord, pleje og beskyttelse er nøglen til at løse mange af vores natur- og miljøproblemer.  Naturbeskyttelse.dk kommer her med et bud på, hvordan en sådan Natur- og Miljøplan kan skrues sammen, så vi kan nå vores mål om at stoppe tabet af biodiversitet inden 2020.

Download hele Naturplanen her: Naturplan.
Den kan også læses her: Naturplan.

Se også Facebook, hvor du kan kommenterer på planen.

Landbrugets organisationer mener, at det er landbruget, som har dårlige vilkår, og at det derfor er nødvendigt at opdyrke miljøbeskyttelseszonerne (randzonerne) ned til vandløbene. TV2/Nord – Landmand sår på forbudt jord.

Naturbeskyttelse.dk mener, at det er naturen, som er udsat for dårlige vilkår. Døm selv – er det landbruget eller naturen, som er trængt?

Sådan ser det område ud, hvor en landmanden fra Bæredygtigt Landbrug ulovligt er i gang med at opdyrke miljøbeskyttelseszonerne i disse dage. Miljøbeskyttelseszonen skal begrænse tabet af næringstoffer til Ulvedybet og Nibe Bredning. Området er både ramsarområde, fuglebeskyttelsesområde og habitatområde under Natura 2000-område 15 Nibe Bredning, Halkær Ådal og Sønderup Ådal. Se flere billeder fra området.

Af Peder Størup, Naturbeskyttelse.dk

Et af Danmarks mest bevaringsværdige naturskovsfragmenter Askevældet i Aarhus Kirkeskov har fået fældet de fleste af sine 130 år gamle asketræer.

Ifølge Aarhus kommune, fordi træerne var ramt af sygdommen asketoptørre, der udgør en fare for de besøgende i form af nedfaldende grene. Den forklaring køber vi dog ikke uden videre, skovningen skyldes uden tvivl også, at kommunen har besluttet at skove tre gange så mange træer som hidtil, for at få 1,5 mio. kroner ekstra i kommunekassen. Kommunen har ifølge Aarhus Stiftstidende den 16 marts 2013 besluttet at benytte en ny metode i skovene, hvor man skover et stort område ad gangen.  Der er dog ikke tale om en ny metode, men det er sådan  industriskovning foregår, hvilket  medfører en hurtig og dramatisk forandring i skovens økosystem, som dens arter ikke er i stand til at tilpasse sig. En sådan skovningsmetode hører industritidsalderen til og er en metode, vi  normalt kritiserer andre lande for at benytte, når ur- og regnskov fældes.

Ved at fælde de over 130 år gamle asketræer forhindrer man, at træerne langsomt overgår til naturligt forfald, hvilket er et altafgørende livsgrundlag for mange af vores mest truede arter, knyttet til gamle træer, såsom en rig bestand af mosser, truede planter og insekter, som kun findes i gamle og uforstyrrede naturområder med lang skovkontinuitet. Denne sjældne skovtype er knyttet til våde og næringsfattige lokaliteter og findes i dag kun på få promiller af Danmarks areal.

Ofte bruges sikkerhed i skoven som undskyldning for at fælde træer, selv om problemet måske kunne løses  ved at kappe de grene, der hænger ud over stierne, eller ved at beskære træerne, så de ikke vælter – hvis der er vilje til det.  I det pågældende tilfælde ligger stierne tæt omkring Askevældet, og kommunen ville uden problemer kunne have lukket eller flyttet en af stierne, for at træerne kunne bevares. Risikoen for at blive ramt at væltende træer er dog forsvindende lille, og de fleste med sund fornuft holder sig da også ude af skoven, når det stormer mest.

Desværre er det ikke kun Aarhus kommune, som er ude efter skovens gamle træer med saven. Det foregår over hele landet og er konsekvensen af, at vi i Danmark ikke har nogen funktionel beskyttelse af værdifuld skov. Ligegyldigt om et træ er 50 eller 500 år, kan det fældes for at blive til tømmer eller flis til varmeværkerne. Danmarks skovpolitik trænger til et grundigt eftersyn, for som det er  nu, er vores beskyttelse et uland værdigt.

Kilde. Politiken

ANALYSE: Vi spiller hasard med naturen, når vi udsætter vores vådområder for kvælstofholdigt drænvand.

Af RASMUS EJRNÆS M.FL.

Nogle gange ser vi desværre, at det, der skulle have været en grøn løsning på et miljøproblem, ender med at ødelægge vigtige naturværdier. Vi kender det fra fjernere himmelstrøg, hvor man ender med at fælde uerstattelig tropeskov, fordi man vil dyrke oliepalmer til klimavenligt biobrændstof. Det skulle være så godt, og så er det faktisk skidt..

Herhjemme er kvælstofvådområder et vigtigt virkemiddel i statens og kommunernes igangværende indsats for at nå Vandrammedirektivets mål om et renere vandmiljø. Næringsbelastet drænvand ledes ind i ådalene, hvor kvælstoffet fjernes ved, at naturlige bakteriesamfund i vådområderne omdanner nitrat til uskadelig kvælstofgas. Det er fristende på den måde at løse et forureningsproblem uden at tage kostbar dyrkningsjord ud af drift.

Desværre er overrisling med kvælstofrigt drænvand fra landbruget slet ikke naturligt i vores vådområder, og vi risikerer at ødelægge værdifuld natur. Vi risikerer samtidig, at vådområderne frigiver fosfor. Er uheldet ude, kan den frigivne fosfor tilmed skabe større problemer, end kvælstoffet ville have gjort.

VANDETS KREDSLØB foregår til dels i det skjulte under jorden. Vandet falder som nedbør og siver ned gennem jorden til grundvandet. Nede i dybet kommer grundvandet under stort tryk og pibler frem i de lavestliggende dele af landskabet. Her danner det rene grundvand artsrige levesteder for dyr og planter.
Vand er livsnødvendigt for os, men vandet kan også være til stort besvær, når der er for meget af det på ubekvemme steder. Derfor har vi drænet jorden, afvandet ådalene og kanaliseret vandløbene, så vandet kan blive ledt hurtigere væk fra markerne. I takt med afvandingen af ådalene er de grundvandsfødte naturområder blevet sjældne.
De naturlige vidtstrakte vådområder med bløde mospuder, purpurrøde orkidéer, snehvide kæruld og smørgule engblommer er blevet erstattet af tørlagte enge og marker med en ensformig plantevækst af saftiggrønne kulturgræsser. Et frodigt og produktivt landbrugsland, javel, men en fattig natur. Det er ikke kun planter, som er blevet fortrængt, men også sommerfugle, bier, frøer og engfugle. Når EU’s naturbeskyttelse i dag har fokus på disse våde naturområder, er det for at redde de sidste rester, inden det er for sent.

I dag er næringsstofbelastning en af de største trusler mod naturen. Når rester af sprøjtemidler eller næringsstoffer udvaskes fra markerne, ender de i drænrørene, som afleverer deres problematiske last i naturen. Næringsstofferne fører til tab af biodiversitet. I vandmiljøet får vi algevækst og iltsvind, men også på land gør næringsstofferne skade, idet artsrig natur bliver ensformig og domineret af nogle få arter. Den natur, vi risikerer at ødelægge ved at lede drænvand ud i ådalene, er omfattet af ikke mindre end tre EU-direktiver: Vandrammedirektiv, Grundvandsdirektiv og Habitatdirektiv. Det fremgår af direktiverne, at vandets mængde og kvalitet skal være tilstrækkelig til at understøtte de grundvandsfødte vådområder.

I mange ådale er drænvandet fra markerne gennem mere end 100 år blevet ledt uden om vådområderne via drænrør og grøfter og direkte ned i vandløbet. Det har skadet naturen i vandmiljøet, mens ådalens overdrev, moser og enge er blevet sparet. Det ligner en forhastet beslutning at flytte belastningen fra vandmiljøet til naturen på land. Vores danske fokus på vandmiljøet er måske forståelig, når man betænker vores rene grundvand, fi-ne strande og kystnære havområder. Men det har samtidig medført en slags blindhed for næringsstoffernes skadevirkninger på land. Måske skyldes det også, at blomster og sommerfugle ikke gør så meget væsen af sig, når de forsvinder.

KVÆLSTOFVÅDOMRÅDERNE bygger på frivillighed. De landmænd, som ejer jorden, skal altså afgive plads, og i en landmands øjne vil sådan et vådområde være lettest at acceptere, hvor jorden ligger ‘ unyttig’ hen.

Det kunne meget vel være i de mest forsumpede og naturrige dele af ådalen. Myndighederne, som sidder for bordenden, skal løfte en ambitiøs national målsætning om at spare vandmiljøet for 1.100 ton kvælstof om året. I det lys kan man frygte, at målet kommer til at hellige midlet.

IRONISK NOK, men som så ofte før, bruges naturen som salgsargument. Således kan man læse på Naturstyrelsens hjemmeside, at »den statslige vådområdeindsats vil medvirke til at skabe op til 1.800 hektar ny natur«. Det er misvisende spin at betegne kvælstofvådområderne som ny natur.

Forundersøgelserne til projekterne skal sikre, at de ikke kommer i konflikt med eksisterende grundvandsfødt natur. Men hvordan vil man gøre det? Der findes i dag ikke nogen troværdig kortlægning af grundvandsfødte naturområder i ådalene, og det kræver omhu og faglig dygtighed at kortlægge disse. I realiteten vil det være ganske vanskeligt at placere de nye vådområder uden at komme i konflikt med grundvandsfødte naturområder.

Vi ser to muligheder for at undgå ødelæggelse af natur i ådalene. Den første består i at sikre, at projekterne ikke placeres, hvor der er grundvandsfødt natur. Dette bør dokumenteres med data. Den anden består i at anvende såkaldte minivådområder.
Disse anlæg bygger også på denitrifikation, men etableres på landbrugsjord og renser vandet, inden det når ådalen.

Bakteriel kvælstoffjernelse og grøn biomasse er to gode ideer til løsninger af vores klima-og miljøproblemer. Men det er på tide, at vi indser, at de grønne løsninger ikke er bæredygtige, hvis de fortrænger den vilde natur omkring os.

Rasmus Ejrnæs er seniorforsker i biodiversitet, Aarhus Universitet (AU), Kaj Sand-Jensen er professor i ferskvandsbiologi, Københavns Universitet (KU), Annette Baattrup-Pedersen er seniorforsker i vandløbsøkologi, AU, Hans Henrik Bruun er lektor i terrestrisk økologi, KU, Bent Odgaard er professor i palæoøkologi, AU, Carsten Rahbek er professor i makroøkologi, KU.

Af Peder Størup / Naturbeskyttelse.dk

I de snart halvandet år, Helle Thorning-Schmidt har været statsminister, har naturen ingen opmærksomhed fået fra statsministerens side.

Jeg er klar over, at disse år står i krisens tegn, og at Danmarks natur nok ligger meget langt nede på statsministrens opmærksomhedsliste. Den økonomiske krise, vi er i, synes måske nok alvorlig, men er dog formodentlig kun et korterevarende bump, som synes at være i gang med at rette sig – aktiekurserne har aldrig været højere, og der er trods alt en lille vækst og tegn på fremgang.

Langt værre står det til med vores natur, som har været i en alvorlig krise i årtier, men trods det ikke har fået nogen opmærksomhed fra statsministeren. Skyldes det, at der ikke er stemmer i naturen, at statsministeren ikke ved, hvor skidt det står til, eller at statsministeren mener, at hensynet til erhvervslivet er vigtigere end hensynet til naturen?

Uanset statsministerens bevæggrunde kan naturen ikke blive ved med at vente på en bedre beskyttelse. Hidtil almindelige arter bliver sjældnere og sjældnere med risiko for, at nogle helt vil forsvinde fra landet. Udviklingen er ikke naturlig, men skyldes et enøjet fokus på vækst på naturens bekostning, hvilket har gjort Danmarks natur til den mest truede i Europa. Er statsministeren ikke villig til at afsætte penge på finansloven, bør hun i det mindst sikre sig, at lovgivningen beskytter naturen, så det ikke kan betale sig at ødelægge den. Der bør sørges for sikring af den natur, vi har tilbage: hegnene mellem markerne, småskoven i det åbne land, orkideerne i engene, sommerfuglen på overdrevet, de gamle træer i skoven, vandløbene, markvejene – og alt det andet, som vi tager for givet, men som kun vil bestå, hvis regeringen og statsministeren påtager sig et ansvar for at stoppe tilbagegangen.

Case: Sødalen ved Viborg

Landskabet i denne sag blev udsat for voldsomme ødelæggelser af en stor mælkeproducent, som ønskede mere jord. Til trods for at Viborg kommune forsøgte at få lodsejeren på bedre tanker, konkluderede kommunen, at det ikke var i strid med loven. Den afgørelse blev påklaget til Naturklagenævnet af Danmarks Naturfredningsforening. Nævnet konkluderede, at tiltrods for at de voldsomme ødelæggelser var i strid med beskyttelsen af området, så var aktiviteterne ikke ulovlige, da det var tale om landbrugsaktiviteter. Sagen er et godt – eller trist – eksempel på, at de flotte lovtekster i praksis ikke kan beskytte landskabet og naturen, i deres nuværende form.

Naturklagenævnets afgørelse fra 13. november 2009:

»Sødalen er udpeget som særligt beskyttelsesområde i regionplanen. Det foretagne indgreb er i strid med regionplanens retningslinje 21, hvorefter beskyttelseshensynet skal gå forud for andre interesser. Indgrebet har ødelagt eller sløret en del af det karakteristiske istidslandskab og bevirket en forringelse af områdets naturmæssige, landskabelige, geologiske og kulturhistoriske værdier.

Naturklagenævnet har overvejet, om indgrebet på selve skrænterne, der ikke har kunnet opdyrkes, og hvor der gennem ganske voldsomme ændringer inddrages uopdyrket land til landbrugsdrift, kunne anses som en ændret anvendelse omfattet af § 35. Imidlertid taler undtagelsesbestemmelsen i § 36, stk. 1, nr. 4, – der generelt undtager ibrugtagen af arealer til landbrug – imod dette. Der findes ikke i planlovens landzonebestemmelser en tilsvarende hjemmel som i naturbeskyttelsesloven, hvor der ikke må foretages ændringer i tilstanden af beskyttet natur.

Naturklagenævnet finder herefter ikke, at planloven hjemler mulighed for at gribe ind over for de stedfundne aktiviteter i Sødalen.«

Naturbeskyttelse.dk foreslår at, naturbeskyttede §3 arealer og jorder omfattet af skånsom drift fritages for jordskatter. Dette vil lette den økonomiske belastning for de bedrifter, som har meget natur på deres ejendom, og tilskynde til naturvenlig drift og pleje til gavn for truede planter og dyr. Det er i samfundets interesse at sikre og fremme naturen. Derfor er det absolut rimeligt, at den økonomiske byrde reduceres for naturarealer.

Ved at fjerne jordskatterne helt fra naturarealer, vil samfundet belønner de lodsejere, som rent faktisk har leveret varen, efter devisen om “noget for noget”.

Temadagen om evidensbaseret naturforvaltning var en stor succes med 260 deltagere fra hele landet. Dagen var arrangeret af AArhus Universite.

Omdrejningspunktet for oplæggene og debatten var, at naturforvaltning ikke må ske på bekostning af biodiversiteten – naturpleje må ikke være målet i sig selv. En række af oplægsholderne fremførte, at en del projekter kunne have været tilrettelagt bedre, og at nogle ligefrem skadede naturen. Eksempelvis var Rasmus Ejernæs kritisk overfor ådalsprojekterne, som oversvømmede enge og moser med næringsbelastet vand. Der blev også argumenteret for, at rødlistearterne skulle vægtes højere beskyttelsesmæssigt, og at naturplejeprojekter ikke burde iværksættes uden at vurdere konsekvenserne for eksempelvis insekterne. Lars Bruun fra Syddjurs Kommune viste eksempler på, at græsplæneafgræsning ikke var til gavn for en række sjældne arter.  15. Juni-fonden opfordrede til mere samarbejde på tværs af faggrupperne. De forskellige oplæg blev filmet, og når de er tilgængelige, linker vi dem til jer.

På Facebook retter vi fokus på naturpleje i anledning af temadagen.

Nældesommerfugl (Araschnia levana) optræder i sæsonvariationer, hvor forårsgenerationen er rødbrun med sorte pletter, og efterårsgenerationen er sort med hvide eller gule bånd.

Undersiden er meget broget og smukt tegnet og har givet arten navnet landkortssommerfugl på tysk. Danmark ligger på artens nordgrænse, og nældesommerfuglen er indvandret til Danmark i dette århundrede og har spredt sig meget i de sidste 30 år.

Fødevareministeriet har fået nyt redskab til at prioritere støttekroner til natur

Århus Universitet har udviklet et nyt redskab, som kortlægger områder med høj naturværdi, de såkaldte High Nature Value (HNV) områder. HNV-kortet kan bruges af NaturErhvervstyrelsen til at målrette tilskud til områder med høj naturværdi. HNV er en EU indikator, der er knyttet til anvendelsen af midler i landdistriktsprogrammet.

 Målretning af midler i landdistriktsprogrammet

NaturErhvervstyrelsen har finansieret HNV-rapporten, og udviklingsarbejdet er foregået i et tæt samarbejde mellem Århus Universitet, NaturErhvervstyrelsen og Naturstyrelsen. Du kan læse hele HNV-rapporten ved
at klikke på et link nederst i nyheden. HNV-indikatoren skal anvendes i forbindelse med det kommende landdistriktsprogram 2014-20, og dermed bidrage til at optimere anvendelsen af støttekroner.

Vicedirektør Karsten Biering Nielsen i NaturErhvervstyrelsen udtaler om redskabet: ”I en tid, hvor vi vil forfølge mange forskellige indsatser for natur og miljø, og hvor budgettet er stramt, så er det helt essentielt at vi bruger pengene så effektfuldt som overhovedet muligt. Jeg ser HNV-redskabet som et middel på denne vej.”

I fokus for HNV-redskabet er de støtteordninger, hvor biodiversitet er hovedformålet, fx tilskudsordningen til Pleje af græs- og naturarealer. Med HNV-redskabet kan NaturErhvervstyrelsen målrette tilskud til de områder, hvor der findes noget værdifuldt i forvejen, og dermed opnå den bedst mulige effekt. Det kan tage generationer og mange flere ressourcer at genskabe værdifulde naturtyper, hvis de først er forsvundet.

Værdisætning af arealer

I Natura 2000-områderne er man langt fremme med den geografiske målretning og prioritering, baseret på den kortlægning og overvågning af naturen, som allerede foretages i disse områder. Udenfor Natura 2000 områderne findes ikke samme viden, så det er her potentialet i særlig grad ligger for at anvende det nye HNV-redskab.

EU anviser, at HNV-indikatoren bygger på tre områder:

1. halvnaturarealer, fx enge, heder og overdrev
2. mosaiklandskaber med mange levende hegn, vandhuller og andre småbiotoper
3. områder, der huser særlige eller truede arter.

Århus Universitet har på denne baggrund udviklet en HNV-indikator, som er særligt tilpasset danske forhold.

HNV-redskabet bygger på en naturmæssig værdisætning af arealer, som er afhængige af landbrugsdrift. Alle HNV-arealer er tildelt point på en skala fra 1-14.

Jo højere point-score desto højere naturværdi. Den højeste pointscore opnås når der er registreret mange sårbare eller truede arter på arealet, men også andre parametre spiller ind. Alle brugbare artsregistreringer er medtaget – planter, svampe, fugle og insekter m.fl. – for at HNV-redskabet kan give NaturErhvervstyrelsen den bedst mulige viden om naturkvaliteten på arealer i det åbne land.

Point for naturkvalitet gives også på baggrund af data, som udtrykker potentiale for god natur. Det kan f.eks. være arealernes hældning, nærhed til kyst og å, beskyttet natur og småbiotoper såsom levende hegn. Endeligt gives point, hvis arealet er ekstensivt dyrket eller dyrket økologisk. læs resten her HNV-redskabet  eller download rapporten HNV

Golfklubber får skrappere krav til brug af sprøjtemidler på banerne. Miljøminister Ida Auken er på vej med skærpede regler.

Her er det Silkeborg Golfklub som både har problemer med sprøjtegift og overholdelse af naturbeskyttelsesloven.

Nye regler betyder, at der fremover bliver sat et loft for, hvor meget golfbanerne må belaste den enkelte golfbane med sprøjtemidler. Klubberne skal fremover indberette deres årlige forbrug af sprøjtemidler til Miljøstyrelsen, og styrelsen vil kontrollere, at de nye regler overholdes. Det er nogle af elementerne i en ny bekendtgørelse, som sendes i høring i dag.

- De nye regler øger beskyttelsen af vores grundvand og natur samtidig med, at det fortsat vil være muligt for golfbanerne at have en god banekvalitet. Det er en god løsning, vi har fundet for alle parter. Allerhelst ser jeg, at der slet ikke bliver brugt sprøjtemidler på de danske golfbaner. Men vi kan forstå, at det er en forudsætning for at kunne drive en golfklub, at man ind imellem sprøjter på banerne for eksempel for at bekæmpe visse insekter og svampesygdomme, siger Ida Auken.

- Hvis vi skal beskytte vores natur og sikre grundvandet mange år ud i fremtiden er alle nødt til at bidrage: landbruget, gartneri-erhvervet, de private haveejere – og nu er turen kommet til golfklubberne, siger Torben Hansen (S)

- Der er behov for, at reglerne følges op med tæt dialog med golfbranchen for at sikre, at der er en balance mellem de nye ambitiøse regler og klubbernes virkelighed. Derfor evalueres reglerne allerede efter et år, siger Henrik Høegh (V)

Frivillig aftale ikke god nok
Golfbanerne dækker 12.000 hektar, og der blev i 2011 brugt ca. 2 tons sprøjtemidler på banerne. Hidtil har der eksisteret en frivillig aftale fra 2005 mellem golfklubberne og Miljøministeriet om at mindske forbruget af sprøjtemidler. Aftalen gik ud på, at golfklubberne i 2008 skulle nedbringe forbruget til 0,1 kg aktivstof pr. hektar. I 2008 var forbruget på 0,23 kg pr. hektar og dermed langt fra reduceret tilstrækkeligt. Siden da er forbruget faldet yderligere, men uden at målet er nået.

- Det er vigtigt, at de nye regler overholdes, og at anvendelsen af for eksempel ulovlige sprøjtemidler får mærkbare konsekvenser for klubberne, siger Jørn Dohrmann (DF).

- Vi skal ikke kun fokusere på pisken. Vi skal også støtte alternativer til de kemiske sprøjtemidler, så klubberne får flere muligheder for at vælge midler og teknikker, der er mindre miljøbelastende, siger Lone Loklindt (RV)

- Tæt dialog med klubberne er vigtig, og derfor har vi aftalt, at vi allerede efter et år skal evaluere bekendtgørelsen. For kun dermed kan vi sikre, at vi giver de bedst mulige rammer for udvikling af nye og mere bæredygtige metoder ligesom, at reglerne kan efterleves, siger Benedikte Kiær (K)

FAKTA:
De nye regler går ud på at begrænse brugen af sprøjtemidler mest muligt. Ikke bare i tons, men særligt i giftighed. Det skal ske ved hjælp af et pointsystem baseret på de enkelte sprøjtemidlers sundheds- og miljømæssige egenskaber. Der bliver med andre ord sat et loft for den maksimale belastning af sprøjtemidler på den enkelte golfbane. Banerne kan selv sammensætte deres sprøjteplan for deres baner, så de er tilpasset de skadevoldere, de har problemer med. Men de skal gøre det på en måde, så de kan holde sig under belastningsloftet.

Bag de nye regler står et bredt flertal i Folketinget bestående af SF, R, S, V, K, DF.

Bragt i Jyllandsposten, af Peder Størup, Naturbeskyttelse.dk

Der er brug for en langt mere konsekvent tilgang til natur- og miljøbeskyttelsen i Danmark.

Hidtil har landbruget og andre med erhvervsøkonomiske interesser på bekostningen af Danmarks natur haft forholdsvis frie hænder til at forme og forvalte landområderne, bygge veje og nye boligområder – og det er bestemt ikke gået godt.

Bragt med tilladelse fra www.Altinget.dk, Af Anders Jerking

BESKYTTELSE: De såkaldte bilag IV-dyrearter er strengt beskyttet på papiret. Men en ny sag rejser spørgsmålstegn ved, om beskyttelsen fungerer. Biologer og eksperter mener ikke, at Naturstyrelsen gør nok for at løfte sit ansvar.

Selv om Naturstyrelsen havde skrevet til lodsejeren om, at der var fundet en beskyttet birkemus på denne mark, pløjede landmanden alligevel marken op. (Foto: privatfoto)

På papiret er de såkaldte bilag IV-arter strengt beskyttet. Men i praksis kniber det med beskyttelsen af de truede dyrearter, der blandt andet omfatter markfirben og birkemus. Sådan lyder kritikken nu fra jurister og biologer.

De peger på, at problemet dels er, at ansvaret for beskyttelsen er delt mellem kommuner og Naturstyrelsen, og dels at styrelsen ikke prioriterer opgaven. Den manglende beskyttelse kan være på kant med danske direktiv-forpligtelser.
En konkret sag fra Thisted sætter sagen på spidsen. Her bliver Thorvald Thomassen opmærksom på, at den strengt beskyttede bilag IV-art birkemus lever på naboens marker. Da Thomassen opdager, at arealet bliver sprøjtet forud for opdyrkning, retter han henvendelse til myndighederne.

I Naturbeskyttelseslovens §29a fremgår det tydeligt, at bilag IV-arter ikke må forstyrres forsætligt, og at yngle- og rasteområder ikke må beskadiges eller ødelægges.

Thorvald Thomassen fortæller til Altinget.dk, at han derfor tager kontakt til kommunen, som henviser ham til Naturstyrelsen, hvor han sendes frem og tilbage mellem afdelingerne, inden han havner i Naturstyrelsen i Thy. Han oplever, at styrelsen er usikker på, hvad den skal gøre.

24. april sender Naturstyrelsen i Thy et brev til naboen om, at birkemusen findes på hans grund, og at den ikke må forstyrres. Kort efter pløjer naboen alligevel det meste af engen op. Naturstyrelsen griber ikke ind.

Det undrer Thorvald Thomassen.
“Jeg havde regnet med, at kommunen eller Naturstyrelsen rykkede ud til manden og fortalte, at han ikke måtte pløje, og at man så havde politianmeldt ham, hvis han alligevel pløjede,” siger han.

I strid med direktiver?
Peder Størup fra naturbeskyttelse.dk har fulgt sagen på tæt hold. Han undrer sig over, at Naturstyrelsen ikke gør andet end at sende et brev, mens landmanden i mellemtiden pløjer næsten hele arealet op.

“Birkemusen er en af vores mest truede arter, men her ødelægges et vigtigt raste- og fourageringsområde. Alle har en opfattelse af, at bilagsarterne er strengt beskyttet, men det er åbenbart kun på papiret. Det er rystende. Kommune og styrelse skubber ansvaret rundt, og Naturstyrelsen skal åbenbart ikke have noget klinket,” siger han og fortsætter:

“Spørgsmålet er, om Danmark overtræder direktiverne ved at tage så let på beskyttelsen.”

Peter Pagh, professor i miljøret ved Københavns Universitet, understreger, at beskyttelsen af bilag IV-arterne er meget vidtgående. Han mener, at styrelsen i den konkrete sag ikke har gjort nok for at sikre, at birkemusens levested ikke bliver ødelagt.

“Det er ikke efter bogen. Hvis man fortalte dette til EU-Kommissionen, så havde de næppe standset sagen mod Danmark,” siger han til Altinget.dk med henvisning til, at Kommissionen tidligere har truet med en retssag. En trussel, som blev droppet, da naturbeskyttelsesloven blev ændret i 2009.

I Naturstyrelsen Thy ønsker skovrider Ditte Svendsen ikke at udtale sig om sagen, da styrelsen er i gang med at behandle den.

“Det er korrekt, at vi har henvendt os til naboen og er i gang med at undersøge sagen,” siger hun og understreger, at styrelsen mener, at birkemusen samler føde, men ikke bor på den nu oppløjede mark.

Delt ansvar er problem
Sagen fra Thisted er imidlertid langt fra enestående. En række eksperter, som Altinget.dk har talt med, peger på, at der er problemer med beskyttelsen af bilag IV-arterne. Et af problemerne er, at ansvaret er delt mellem kommune og stat. Det er således kommunerne, som har ansvaret for, at bilag IV-arterne ikke lider skade, hvis arterne opholder sig i §3-beskyttede områder. Men hvis arterne bevæger sig uden for de beskyttede områder, bliver det kompliceret.

Hvis en art lever et sted, der skal ændres, og ændringer kræver tilladelse eller dispensation, så er arterne fortsat kommunens ansvar – det kan være, at der skal bygges på området. Men hvis ændringer ikke kræver tilladelse – det kan være en mark, der skal pløjes op eller et lille vandhul, som sløjfes, så er ansvaret Naturstyrelsens.

Flere biologer, som Altinget.dk har talt med, peger imidlertid på, at Naturstyrelsen gør meget lidt for at løfte dette ansvar.

“Vi oplever, at Naturstyrelsen ikke rykker noget som helst. De er slet ikke udfarende i forhold til at løfte bilag IV-opgaven,” siger en kommunal biolog, der ønsker at være anonym.

“Det er svære sager at håndtere, men det handler også om, at styrelsen får opgaven ind på lystavlen og prioriterer opgaven,” siger hun og fortsætter:

“På papiret har vi en rigtig fin beskyttelse af disse arter, men i praksis kniber det.”

Biolog Morten DD Hansen mener også, at beskyttelsen rummer gråzoner.
“Kommunerne er vant til at træffe afgørelser, men styrelsen prøver at undgå de sager, som jo ofte er upopulære. Det er lidt som at slå i en dyne, når man henvender sig til styrelsen,” siger han.

Pagh: Se på loven
Professor Peter Pagh opfordrer til, at området bliver kulegravet, så det bliver tydeligere, hvem der har ansvaret. Han mener, at uklarheden især skyldes, at bilag IV-arterne både er beskyttet af naturbeskyttelsesloven §29a og af habitatbekendtgørelsen – to parallelle regelsæt, som administreres af hver sin myndighed:

“I naturbeskyttelseslovens §29a har man indført et generelt forbud mod at beskadige eller ødelægge levesteder for bilag IV-arter, hvor Naturstyrelsen er myndighed, hvorfor styrelsen burde have reageret på anmeldelse om birkemus på marken. Problemet er, at det samtidig af den såkaldte habitatbekendtgørelse fremgår, at kommunerne har ansvaret for beskyttelse af bilag IV arter,” siger han.

“Det er noget rod, som loven er i dag. Når man deler kompetencen mellem stat og kommune, som man har gjort i denne lov, så ender det altid som et abespil,” siger han og fortsætter:

“Man burde få en afklaring af, hvem der har kompetencen i disse sager. Hvis det skulle være logisk, så kunne man give beføjelserne til kommunerne, så ville systemet hænge sammen.”

Har du en mening om, hvordan bilag IV-beskyttelsen fungerer, så kontakt Altinget.dk på jerking@altinget.dk.

Fakta om bilag IV-arter:
Habitatdirektivets bilag IV nævner en række dyr og planter, der kræver streng beskyttelse. I Danmark er de beskyttede arter nævnt i naturbeskyttelseslovens bilag 3. Naturbeskyttelsesloven §29a fastsætter, at “De dyrearter, der er nævnt i bilag 3 til loven, må ikke forsætligt forstyrres med skadelig virkning for arten eller bestanden. Forbuddet gælder i forhold til alle livsstadier af de omfattede dyrearter. Stk. 2. Yngle- eller rasteområder for de arter, der er nævnt i bilag 3 til loven, må ikke beskadiges eller ødelægges.”
Danske bilag IV-arterne tæller blandt andet: En række småflagermus, Hasselmus, Birkemus, Markfirben, Odder, Snæblen, En række padder

Størup, Naturbeskyttelse.dk

Ifølge landbruget skal kommunerne rette ind og grave kanaler, så landbrugets marker kan afvandes. Det er dog et noget besynderligt krav, da mange af de oversvømmelser, vi oplever i denne tid, forværres betydeligt af de meget store og intensivt drænede landbrugsjorde. Det skaber en unaturlig hurtig afstrømning til åerne og rammer byerne med oversvømmelser.

Den voldsomme industrialisering af vores landskab har ødelagt den naturlige tilbageholdelse af vandet i oplandet til vores vandløb. De mange oversvømmede marker er ofte tidligere enge og moser, som aldrig har været egnet til intensiv landbrugsdrift. Det er landbruget selv, der har valgt at ændre driften fra ekstensiv til intensiv drift med tunge maskiner, som ødelægger jordens bonitet.  Nu forsøger man så at presse kommunerne til at grave vandløbene op og fjerne den naturlige vegetation med trusler om sagsanlæg for oversvømmede marker. Hvis det lykkes, skal kommunerne i de slunkne kommunekasser finde penge, som kun kommer landbruget til gode.  Men værre er det, at det kan skabe langt flere oversvømmelser i de byer og områder, vandet skal igennem, før det ender i havet – jo større kanalerne er, jo voldsommere blive strømmene af vand.

Den bedste og billigste løsning er at stoppe dræning og grøftning i landbrugslandet, genslynge åerne og generelt udtage jorder, som ikke naturligt kan holde på vandet. Landbruget kan selv bidrage til at begrænse oversvømmelserne ved ikke at fjerne markskel og ikke opdyrke græsmarker og naturområder. Generelt holder naturarealer bedst på regnvandet og frigiver det kun langsomt til åerne. Jo større arealer, der benyttes til afgræsning og anden ekstensiv landbrugsdrift, jo færre oversvømmelser vil vi opleve.

Det ville klæde Landbrugets interesseorganisationer at tage ansvar, i stedet for at give alle andre skylden og forsøger at presse samfundet til at reducere natur- og miljøbeskyttelsen – denne gang med oversvømmelserne som skyts.