Invasion af tidselsommerfugle fra syd

I disse uger flyver der millioner af tidselsommerfugle (Vanessa cardui ) rundt i landet – de er fløjet fra Nordafrika over Middelhavet for herefter af trække videre nordpå op til Danmark og Nordeuropa. Hyppigheden af tidselsommerfugl er meget svingende alt efter tilflyvningen sydfra. Nogle år kan den være talrig som i år, og andre næsten helt fraværende. Tidselsommerfuglen regnes for en af verdens mest udbredte dagsommerfugl på grund af dens evne til at trække over lange afstande.

Æggene lægges på tidsler, brændenælde og forskellige kurvblomster. De klækker efter ca. en uge, og larverne forpupper sig efter en måneds tid. En ny generation er på vingerne i juli-oktober. Den tåler ikke frost, så skal den nye generation overleve, skal de trække sydpå til frostfri egne.

Nyd den smukke tidselsommerfugl, som vi vil have glæde af hele sommeren.