Danskere ligeglade med natur?

Af Albert Steen-Hansen,
medlem af bestyrelsen
for Dansk Ornitologisk Forening Nordjylland,
inger-albert@mail.dk


LANDBRUG:
I biobrændslens, gyllens og tegnebogens hellige navn har vi i efteråret 2007 og foråret 2008 været vidne til den største kollektive naturødelæggelse nogen sinde. Ifølge Fødevareministeriets statistik er halvdelen af de braklægningsarealer, som blev udlagt i forbindelse med ordningens ikrafttrædelse 1992, pløjet op og sået til. Et areal næsten tre gange så stort som Langeland. Desværre har Fødevareministeriet ikke megen styr på, hvor de forskellige brakmarker ligger, og som følge heraf er det vanskeligt at få oplyst, hvilke arealer, der nu er inddraget til dyrkning. Den interesserede er derfor henvist til egne iagttagelser. Og man har bestemt ikke kunnet undgå at se, hvor grisk mange landmænd er faret frem, grellest i Vestjylland med de fleste marginale jorder. Lokalt har jeg set eksempler på flere grove ødelæggelser. På en eng talte jeg sidste år over 80 Purpur-Gøgeurt og langt over 100 Kødfarvet Gøgeurt. Begge orkider er fredet. Det er således forbudt at plukke dem eller høste frø – for slet ikke at tale om at grave eller pløje dem op. Desuden er Purpur-Gøgeurt betegnet som temmelig sjælden i Nordjylland og meget sjælden i Vest- og Østjylland. I dag står der 10 cm høje havrestrå. Et overdrev med en blomsterpragt, der langt overgik, hvad Jesperhus Blomsterpark kan præstere, var hjemsted for 12-14 forskellige dagsommerfugle. Nu står kornstråene med 11 strå i 12 rækker og skriger til hinanden. Små skovpartier fræses op. Alt sammen sker vel vidende, at det slet ikke kan forrentes, men kun har det det ene formål at skaffe plads til gyllen og kvadratmeterne til gunst for hektarstøtten. Da nulstillingen af braklægningsordningen trådte i kraft i efteråret 2007, udtalte landbruget, at det næppe vil få stor effekt. De braklagte marker er nemlig ofte arealer, der ikke er god landbrugsjord, og at der tillige er meget arbejde i at pløje dem op og gøde jorden for kun et års udbytte. Men man har taget for sig af retterne. Og det bekymrer nu miljøminister Troels Lund Poulsen, der har udtalt, at der er pløjet langt mere brak op, end han havde forestillet sig. Det har ellers ikke skortet på advarsler fra de grønne organisationer og oppositionen. Men ministeren havde ingen forståelse for advarslerne og fremførte blot, at braknaturen er jo ikke blevet til uerstattelig natur, men er karakteriseret ved almindelige arter, som vi også finder andre steder.

Da Troels Lund Poulsen overtog miljøministerposten efter Connie Hedegaard (en sorgens dag), koketterede han med at fremhæve egne kvalifikationer i relation til jobbet som miljøets vogter. Jeg tror, at han har glemt at pudse ruderne på traktoren og mistet mulighederne for at se visionerne, fået blokeret udsynet og ikke mindst sansen for detaljen. Når ministeren påstår, at braknatur er karakteriseret ved almindelige arter, som også findes mange andre steder i den danske natur, så afslører det en stor mangel på indsigt. For det første findes der mig bekendt ingen undersøgelser af brakmarkers naturindhold. For det andet er mangen brakmark et langt bedre levested for dyr, planter og fugle end en korn- eller majsmark. Desuden vokser mange brakmarker ind i betegnelsen beskyttet natur og bliver til uvurderlige oaser i det ellers monotone landskab. Ved sin holdning og manglende vilje til at gribe ind legitimerer han, at man uden problemer kan opdyrke brakmarker. En holdning, som kan have afsmittende virkning på den enkelte landmands motivering for at opdyrke mere brak.

En meget stor del af den danske befolkning er naturanalfabeter. Det afspejles i en stadig større ligegyldighed over for det omsiggribende tryk, der udøves mod naturens mangfoldighed. Vi mangler indsigt og kendskab til de enkelte arter. At kunne knytte et navn til en plante, en fugl eller et insekt giver respekt for det levende og oplevelser med indhold.

For at citere Michael Stolze fra Danmarks Naturfredningsforening. Vi trænger til at få rusket op i vores forhold til naturen. Der skal en kanon til. Og den skal være for hele folket. Naturen er både kulturens forudsætning og modsætning. Derfor er det mærkeligt at have en kulturkánon uden en naturkánon som pendant. Og naturkánonen er faktisk mere nødvendig end kulturkánonen. Jeg giver ham ret.

Og nu sidste nyt: Som noget ganske enestående opretter man nu nationalparker for svinefarme. I Nationalpark Skjern Å har miljøministeren i sidste uge ved et møde med 300 borgere i Skjern beroliget landmændene med, at en udvidelse af svinefarmene kun skal lovliggøres i forhold til almindelige miljølove og ikke kan afvises med begrundelse i nationalparken. Hvor i verden finder man tilsvarende mærkværdigheder? Jeg ved det ikke.

Kommentar fra Peder Størup: Jeg finder det utroligt trist at læse ovenstående, trods det at jeg efterhånden har oplevet mange overgreb mod naturen dette forår – chokerer det mig til stadighed, hvilken ligegyldighed der udvises når der udstykkes nye byggegrunde eller findes nye arealer til gylle – det er en trist trist udvikling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *