AFGØRELSE i sag om drænspuling med udløb i fiskesø i Thisted Kommune. Natur- og Miljøklagenævnet har truffet afgørelse efter naturbeskyttelseslovens § 3. Natur- og Miljøklagenævnet ophæver Thisted Kommunes afgørelse af 16. juni 2011 og hjemviser sagen til kommunens fornyede behandling.

Det er således Natur- og Miljøklagenævnets vurdering, at afgørelsen lider af en så væsentlig retlig mangel, at afgørelsen skal hjemvises til Thisted Kommunes fornyede behandling.

Download afgørelsen: Udsendt afgørelse [DOK2311074]

Læs uddrag af afgørelsen her: Begrundelse for afgørelse.

Så kom de længe ventede anbefalinger fra
Natur- og Landbrugskommissionen endelig for dagens lys, og der ingen tvivl om, at kommissionens medlemmer har været på en meget stor og ikke let opgave. Inden man bedømmer resultatet, er det væsentligt at være opmærksom på, at kommissionen har skullet levere løsninger indenfor nogle snævre politisk bestemte rammer. Kort ridset op: Sikre bedre natur og miljø, øge landbrugets produktion og mulighed for indtjening, og det uden at regeringen skulle have penge op af lommen.

 
Er Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger nok til at stoppe tilbagegangen i naturens mangfoldighed?

Der er helt klart positive forslag i anbefalingerne, eksempelvis en styrket naturbeskyttelse, en naturfond til opkøb af landbrugsjord for at få skabt sammenhæng i naturen. Ligeledes at man vil fokusere på den lokale belastning af naturområder, en forbedring af mulighederne for, at landbruget kan få støtte til naturpleje, et incitament til bevarelse af biotoper er også et hårdt tiltrængt forslag, og ikke mindst regelforenklinger, som kan komme både landbruget og naturen tilgode. Men spørgsmålet er, om de politisk bestemte rammer er så snævre, at tiltagene er utilstrækkelige til at vende udviklingen, ikke mindst for naturen, som har været i markant tilbagegang de seneste årtier.

Læs alle kommentarerne her: http: Kommentar til Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger

Download alle kommentarerne her: Kommentar til Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger_PDF

Udtagning af jord, pleje og beskyttelse er nøglen til at løse mange af vores natur- og miljøproblemer.  Naturbeskyttelse.dk kommer her med et bud på, hvordan en sådan Natur- og Miljøplan kan skrues sammen, så vi kan nå vores mål om at stoppe tabet af biodiversitet inden 2020.

Download hele Naturplanen her: Naturplan.
Den kan også læses her: Naturplan.

Se også Facebook, hvor du kan kommenterer på planen.

Naturbeskyttelse.dk mener, at det er naturen, som er udsat for dårlige vilkår. Døm selv – er det landbruget eller naturen, som er trængt?

Sådan ser det område ud, hvor en landmanden fra Bæredygtigt Landbrug ulovligt er i gang med at opdyrke miljøbeskyttelseszonerne i disse dage. Miljøbeskyttelseszonen skal begrænse tabet af næringstoffer til Ulvedybet og Nibe Bredning. Området er både ramsarområde, fuglebeskyttelsesområde og habitatområde under Natura 2000-område 15 Nibe Bredning, Halkær Ådal og Sønderup Ådal. Se flere billeder fra området.

Et af Danmarks mest bevaringsværdige naturskovsfragmenter Askevældet i Aarhus Kirkeskov har fået fældet de fleste af sine 130 år gamle asketræer.

Ifølge Aarhus kommune, fordi træerne var ramt af sygdommen asketoptørre, der udgør en fare for de besøgende i form af nedfaldende grene. Den forklaring køber vi dog ikke uden videre, skovningen skyldes uden tvivl også, at kommunen har besluttet at skove tre gange så mange træer som hidtil, for at få 1,5 mio. kroner ekstra i kommunekassen. Kommunen har ifølge Aarhus Stiftstidende den 16 marts 2013 besluttet at benytte en ny metode i skovene, hvor man skover et stort område ad gangen.  Der er dog ikke tale om en ny metode, men det er sådan  industriskovning foregår, hvilket  medfører en hurtig og dramatisk forandring i skovens økosystem, som dens arter ikke er i stand til at tilpasse sig. En sådan skovningsmetode hører industritidsalderen til og er en metode, vi  normalt kritiserer andre lande for at benytte, når ur- og regnskov fældes.

Ved at fælde de over 130 år gamle asketræer forhindrer man, at træerne langsomt overgår til naturligt forfald, hvilket er et altafgørende livsgrundlag for mange af vores mest truede arter, knyttet til gamle træer, såsom en rig bestand af mosser, truede planter og insekter, som kun findes i gamle og uforstyrrede naturområder med lang skovkontinuitet. Denne sjældne skovtype er knyttet til våde og næringsfattige lokaliteter og findes i dag kun på få promiller af Danmarks areal.

Ofte bruges sikkerhed i skoven som undskyldning for at fælde træer, selv om problemet måske kunne løses  ved at kappe de grene, der hænger ud over stierne, eller ved at beskære træerne, så de ikke vælter – hvis der er vilje til det.  I det pågældende tilfælde ligger stierne tæt omkring Askevældet, og kommunen ville uden problemer kunne have lukket eller flyttet en af stierne, for at træerne kunne bevares. Risikoen for at blive ramt at væltende træer er dog forsvindende lille, og de fleste med sund fornuft holder sig da også ude af skoven, når det stormer mest.

Desværre er det ikke kun Aarhus kommune, som er ude efter skovens gamle træer med saven. Det foregår over hele landet og er konsekvensen af, at vi i Danmark ikke har nogen funktionel beskyttelse af værdifuld skov. Ligegyldigt om et træ er 50 eller 500 år, kan det fældes for at blive til tømmer eller flis til varmeværkerne. Danmarks skovpolitik trænger til et grundigt eftersyn, for som det er  nu, er vores beskyttelse et uland værdigt.

ANALYSE: Vi spiller hasard med naturen, når vi udsætter vores vådområder for kvælstofholdigt drænvand.

Af RASMUS EJRNÆS M.FL.

Nogle gange ser vi desværre, at det, der skulle have været en grøn løsning på et miljøproblem, ender med at ødelægge vigtige naturværdier. Vi kender det fra fjernere himmelstrøg, hvor man ender med at fælde uerstattelig tropeskov, fordi man vil dyrke oliepalmer til klimavenligt biobrændstof. Det skulle være så godt, og så er det faktisk skidt..

Herhjemme er kvælstofvådområder et vigtigt virkemiddel i statens og kommunernes igangværende indsats for at nå Vandrammedirektivets mål om et renere vandmiljø. Næringsbelastet drænvand ledes ind i ådalene, hvor kvælstoffet fjernes ved, at naturlige bakteriesamfund i vådområderne omdanner nitrat til uskadelig kvælstofgas. Det er fristende på den måde at løse et forureningsproblem uden at tage kostbar dyrkningsjord ud af drift.

Desværre er overrisling med kvælstofrigt drænvand fra landbruget slet ikke naturligt i vores vådområder, og vi risikerer at ødelægge værdifuld natur. Vi risikerer samtidig, at vådområderne frigiver fosfor. Er uheldet ude, kan den frigivne fosfor tilmed skabe større problemer, end kvælstoffet ville have gjort.

VANDETS KREDSLØB foregår til dels i det skjulte under jorden. Vandet falder som nedbør og siver ned gennem jorden til grundvandet. Nede i dybet kommer grundvandet under stort tryk og pibler frem i de lavestliggende dele af landskabet. Her danner det rene grundvand artsrige levesteder for dyr og planter.
Vand er livsnødvendigt for os, men vandet kan også være til stort besvær, når der er for meget af det på ubekvemme steder. Derfor har vi drænet jorden, afvandet ådalene og kanaliseret vandløbene, så vandet kan blive ledt hurtigere væk fra markerne. I takt med afvandingen af ådalene er de grundvandsfødte naturområder blevet sjældne.
De naturlige vidtstrakte vådområder med bløde mospuder, purpurrøde orkidéer, snehvide kæruld og smørgule engblommer er blevet erstattet af tørlagte enge og marker med en ensformig plantevækst af saftiggrønne kulturgræsser. Et frodigt og produktivt landbrugsland, javel, men en fattig natur. Det er ikke kun planter, som er blevet fortrængt, men også sommerfugle, bier, frøer og engfugle. Når EU’s naturbeskyttelse i dag har fokus på disse våde naturområder, er det for at redde de sidste rester, inden det er for sent.

I dag er næringsstofbelastning en af de største trusler mod naturen. Når rester af sprøjtemidler eller næringsstoffer udvaskes fra markerne, ender de i drænrørene, som afleverer deres problematiske last i naturen. Næringsstofferne fører til tab af biodiversitet. I vandmiljøet får vi algevækst og iltsvind, men også på land gør næringsstofferne skade, idet artsrig natur bliver ensformig og domineret af nogle få arter. Den natur, vi risikerer at ødelægge ved at lede drænvand ud i ådalene, er omfattet af ikke mindre end tre EU-direktiver: Vandrammedirektiv, Grundvandsdirektiv og Habitatdirektiv. Det fremgår af direktiverne, at vandets mængde og kvalitet skal være tilstrækkelig til at understøtte de grundvandsfødte vådområder.

I mange ådale er drænvandet fra markerne gennem mere end 100 år blevet ledt uden om vådområderne via drænrør og grøfter og direkte ned i vandløbet. Det har skadet naturen i vandmiljøet, mens ådalens overdrev, moser og enge er blevet sparet. Det ligner en forhastet beslutning at flytte belastningen fra vandmiljøet til naturen på land. Vores danske fokus på vandmiljøet er måske forståelig, når man betænker vores rene grundvand, fi-ne strande og kystnære havområder. Men det har samtidig medført en slags blindhed for næringsstoffernes skadevirkninger på land. Måske skyldes det også, at blomster og sommerfugle ikke gør så meget væsen af sig, når de forsvinder.

KVÆLSTOFVÅDOMRÅDERNE bygger på frivillighed. De landmænd, som ejer jorden, skal altså afgive plads, og i en landmands øjne vil sådan et vådområde være lettest at acceptere, hvor jorden ligger ‘ unyttig’ hen.

Det kunne meget vel være i de mest forsumpede og naturrige dele af ådalen. Myndighederne, som sidder for bordenden, skal løfte en ambitiøs national målsætning om at spare vandmiljøet for 1.100 ton kvælstof om året. I det lys kan man frygte, at målet kommer til at hellige midlet.

IRONISK NOK, men som så ofte før, bruges naturen som salgsargument. Således kan man læse på Naturstyrelsens hjemmeside, at »den statslige vådområdeindsats vil medvirke til at skabe op til 1.800 hektar ny natur«. Det er misvisende spin at betegne kvælstofvådområderne som ny natur.

Forundersøgelserne til projekterne skal sikre, at de ikke kommer i konflikt med eksisterende grundvandsfødt natur. Men hvordan vil man gøre det? Der findes i dag ikke nogen troværdig kortlægning af grundvandsfødte naturområder i ådalene, og det kræver omhu og faglig dygtighed at kortlægge disse. I realiteten vil det være ganske vanskeligt at placere de nye vådområder uden at komme i konflikt med grundvandsfødte naturområder.

Vi ser to muligheder for at undgå ødelæggelse af natur i ådalene. Den første består i at sikre, at projekterne ikke placeres, hvor der er grundvandsfødt natur. Dette bør dokumenteres med data. Den anden består i at anvende såkaldte minivådområder.
Disse anlæg bygger også på denitrifikation, men etableres på landbrugsjord og renser vandet, inden det når ådalen.

Bakteriel kvælstoffjernelse og grøn biomasse er to gode ideer til løsninger af vores klima-og miljøproblemer. Men det er på tide, at vi indser, at de grønne løsninger ikke er bæredygtige, hvis de fortrænger den vilde natur omkring os.

Rasmus Ejrnæs er seniorforsker i biodiversitet, Aarhus Universitet (AU), Kaj Sand-Jensen er professor i ferskvandsbiologi, Københavns Universitet (KU), Annette Baattrup-Pedersen er seniorforsker i vandløbsøkologi, AU, Hans Henrik Bruun er lektor i terrestrisk økologi, KU, Bent Odgaard er professor i palæoøkologi, AU, Carsten Rahbek er professor i makroøkologi, KU.

I de snart halvandet år, Helle Thorning-Schmidt har været statsminister, har naturen ingen opmærksomhed fået fra statsministerens side.

Jeg er klar over, at disse år står i krisens tegn, og at Danmarks natur nok ligger meget langt nede på statsministrens opmærksomhedsliste. Den økonomiske krise, vi er i, synes måske nok alvorlig, men er dog formodentlig kun et korterevarende bump, som synes at være i gang med at rette sig – aktiekurserne har aldrig været højere, og der er trods alt en lille vækst og tegn på fremgang.

Langt værre står det til med vores natur, som har været i en alvorlig krise i årtier, men trods det ikke har fået nogen opmærksomhed fra statsministeren. Skyldes det, at der ikke er stemmer i naturen, at statsministeren ikke ved, hvor skidt det står til, eller at statsministeren mener, at hensynet til erhvervslivet er vigtigere end hensynet til naturen?

Uanset statsministerens bevæggrunde kan naturen ikke blive ved med at vente på en bedre beskyttelse. Hidtil almindelige arter bliver sjældnere og sjældnere med risiko for, at nogle helt vil forsvinde fra landet. Udviklingen er ikke naturlig, men skyldes et enøjet fokus på vækst på naturens bekostning, hvilket har gjort Danmarks natur til den mest truede i Europa. Er statsministeren ikke villig til at afsætte penge på finansloven, bør hun i det mindst sikre sig, at lovgivningen beskytter naturen, så det ikke kan betale sig at ødelægge den. Der bør sørges for sikring af den natur, vi har tilbage: hegnene mellem markerne, småskoven i det åbne land, orkideerne i engene, sommerfuglen på overdrevet, de gamle træer i skoven, vandløbene, markvejene – og alt det andet, som vi tager for givet, men som kun vil bestå, hvis regeringen og statsministeren påtager sig et ansvar for at stoppe tilbagegangen.

Landskabet i denne sag blev udsat for voldsomme ødelæggelser af en stor mælkeproducent, som ønskede mere jord. Til trods for at Viborg kommune forsøgte at få lodsejeren på bedre tanker, konkluderede kommunen, at det ikke var i strid med loven. Den afgørelse blev påklaget til Naturklagenævnet af Danmarks Naturfredningsforening. Nævnet konkluderede, at tiltrods for at de voldsomme ødelæggelser var i strid med beskyttelsen af området, så var aktiviteterne ikke ulovlige, da det var tale om landbrugsaktiviteter. Sagen er et godt – eller trist – eksempel på, at de flotte lovtekster i praksis ikke kan beskytte landskabet og naturen, i deres nuværende form.

Naturklagenævnets afgørelse fra 13. november 2009:

»Sødalen er udpeget som særligt beskyttelsesområde i regionplanen. Det foretagne indgreb er i strid med regionplanens retningslinje 21, hvorefter beskyttelseshensynet skal gå forud for andre interesser. Indgrebet har ødelagt eller sløret en del af det karakteristiske istidslandskab og bevirket en forringelse af områdets naturmæssige, landskabelige, geologiske og kulturhistoriske værdier.

Naturklagenævnet har overvejet, om indgrebet på selve skrænterne, der ikke har kunnet opdyrkes, og hvor der gennem ganske voldsomme ændringer inddrages uopdyrket land til landbrugsdrift, kunne anses som en ændret anvendelse omfattet af § 35. Imidlertid taler undtagelsesbestemmelsen i § 36, stk. 1, nr. 4, – der generelt undtager ibrugtagen af arealer til landbrug – imod dette. Der findes ikke i planlovens landzonebestemmelser en tilsvarende hjemmel som i naturbeskyttelsesloven, hvor der ikke må foretages ændringer i tilstanden af beskyttet natur.

Naturklagenævnet finder herefter ikke, at planloven hjemler mulighed for at gribe ind over for de stedfundne aktiviteter i Sødalen.«