Miljøministeren giver efter for landbruget

Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) har ladet sig presse af landbruget. Landbruget oversvømmer de nye kommuner med udvidelses ansøgninger, i forsøget på at få godkendt deres bedrifter efter de nuværende svage regler. Disse regler er stærkt kritiseret, for ikke at beskytte vandmiljøet og det vilde dyreliv ordentligt. Landbruget har i hårde toner kritiser miljøministeren, for ikke at tvinge kommunerne til at haste behandle disse mange tusinde ansøgninger. Hårdt presset af fødevarerminister Eva Kjer Hansen (V) og landbruget, har Troels Lund Poulsen oprettet en “gabestok”, som han selv kalder den. Ved at true med offentlig ydmygelse forsøger ministeren at presse en række navngivne kommuner til at lynekspedere svinefabrikkernes mange ansøgninger om flere svin og mere gylle.
Blandt dem der skal sættes i “hjælpeklasse”, finder man velfungerende og moderne kommuner som Rebild, Silkeborg, Langeland, Næstved og Odsherred. Enhver, der kender disse kommuner, vil vide, at der overhovedet ingen dækning er for ministerens handlinger. Tværtimod.
Disse kommuner rummer væsentlige landskabelige værdier, og de ønsker simpelthen ikke at få deres aktiver ødelagt af flere gyllefabrikker. Derfor underkaster de alle ansøgninger om flere svin m.v. en grundig og omhyggelig sagsbehandling. Det tager tid, men det gør ting, hvis de skal gøres ordentligt. Og trods Lund Poulsens trusler nægter de at flytte flere af deres sparsomme resurser fra børn og unge og fra ældreplejen til at servicere svineansøgerne. Modigt blæser de på miljøministerens gabestok.
Disse kommuner ved jo alt for godt, at der ingen skattepenge er i flere svinefabrikker. Kun betydelige ekstraudgifter til at dæmme op for de negative miljøpåvirkninger samt bøvl og ballade med borgerne – det er “gevinsten” ved at lynekspedere landbrugets strøm af ansøgninger. Og når de alt for store svineproduktioner om få år skal begrænses, hvem kommer så til at tilbagekøbe de tusinder af nye tilladelser? Gæt selv. Svaret har de for længst regnet ud i “hjælpeklassen”. Det gør kommunerne.
Troels Lund Poulsens sorte liste kan læses på miljøministeriets hjemmeside. Men vend gabestokken på hovedet. De kloge kommuner, det er dem, der ønsker at værne om miljøet og deres borgeres velfærd. De står nederst på listen. De dumme, der har bøjet sig for miljøministerens, står øverst.