Europaparlamentet – naturen skal beskyttes

 Kilde Europaparlamentet, fotos Peder Størup

Landmænd skal arbejde for naturens mangelfoldighed, for at få støtte fra EU.



Med  414 stemmer for og 55 imod vedtog et stort flertal i Europaparlamentet, at landbrugsstøtten skal udbetales efter hvor gode de enkelte landmænd er til at sikre naturen. Parlamentet sender dermed, et kraftigt signal til EU-Kommisionen, om at der skal tages hensyn til biodiversiteten i forbindelse med det kommende budget.

På Europaparlamentet hjemmeside står der:

Om vores livsgaranti, vores naturkapital: EU’s biodiversitetsstrategi frem til 2020 (2011/2307(INI))

I løbet af det internationale år for biodiversitet (2010) har vi hørt en række smukke erklæringer fra politiske ledere fra hele verden om vigtigheden af biodiversitet og biodiversitetens afgørende rolle for menneskeheden. Samtidig slog EU’s strategi om at forhindre tab af biodiversitet i 2010 fuldstændig fejl. Herunder kan nævnes, at artstabet nu sker 100-1000 gange hurtigere end det naturlige tempo. Politikerne har heller ikke været i stand til at enes om at træffe foranstaltninger til bekæmpelse af klimaændringer.

De varme ord om vigtigheden af biodiversitet er dermed ikke blevet overført til stærke politiske foranstaltninger. Statistikkerne taler for sig selv. 60 % af verdens økosystemer er skadet eller udnyttes ikke på en bæredygtig måde (FAO, 2010). 90 % af fiskebestandene er overfisket, og 25 % af
alle europæiske arter er truet af udryddelse. Det fremgår af en FN-undersøgelse af de økonomiske aspekter af
økosystemer og biodiversitet (TEEB, 2010), at det globale BNP hvert år reduceres med 3 % som følge af biodiversitetstab. Omkostningerne ved den manglende indgriben er væsentligt højere end den nødvendige investering. Der er dermed
et tydeligt behov for hasteforanstaltninger.

EU’s biodiversitetsstrategi frem til 2020 giver mulighed for at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre
naturen og økosystemtjenesterne for de kommende generationer. Det eneste, der kræves, er politisk overbevisning,
mod og forpligtelse, således at endnu et mislykket forsøg forhindres.

Den største udfordring er at inddrage biodiversitet i alle andre politikker. Tidspunktet er det rette, idet alle væsentlige EU-politikker bliver revideret på nuværende tidspunkt. Den fælles landbrugspolitik, samhørighedspolitikken, den fælles fiskeripolitik og de europæiske køreplaner for energi, transport og ressourceeffektivitet skal omsættes til lovgivning. Det er nu tid til at vise, at de varme ord om biodiversitet er mere end bare ord, idet de skal kunne afspejles i konkrete politiske foranstaltninger.

Finansiering af biodiversitet

Den fremtidige finansiering er afgørende. De offentlige midler alene er ikke i stand til at forhindre tab af biodiversitet. Der er imidlertid behov for at sikre tilstrækkelig finansiering i den næste flerårige finansielle ramme. Værdien af biodiversitet og økosystemtjenester skal integreres i de forskellige økonomier. Kun på denne måde kan deres omkostninger og udbytte afspejles i produktpriser. Medlemsstaterne skal derfor integrere naturkapital i deres nationale regnskaber. Der er ligeledes behov for i fællesskab med erhvervslivet at udvikle innovative finansieringsinstrumenter i stil med mekanismen for grøn udvikling.

Der er ligeledes behov for en holdningsændring på dette område. Naturen bør ikke begrænses til udpegede lokaliteter, men derimod omfatte alle områder, herunder langs landeveje og jernbaner, i byer og industriområder etc.

 

Gennemførelse

En stringent og hurtig gennemførelse af alle miljøpolitikker er ligeledes afgørende for at sikre biodiversitet. Faktorer som klimaforandringer, luftkvalitet, jord og vand har alle enorm indvirkning på biodiversiteten. Det samme gælder Natura 2000-netværket og fugle- og habitatdirektivet. På det marine område er der behov for en fælles fiskeripolitik, der som minimum ligger under det maksimale bæredygtige fangstniveau, og som ledsages af styrkede håndhævelsesforanstaltninger.

Den internationale dimension

Europa har ligeledes stor indflydelse på biodiversiteten i andre dele af verden. EU’s fodaftryk er enormt. Vores forbrug af træ, olie, fødevarer og tøj gør os ansvarlige for en stor del af verdens biodiversitetstab. Det omtalte fodaftryk skal mindskes, og vi bør i stedet udvikle instrumenter til måling deraf.

På internationalt plan bør EU fortsat spille en afgørende rolle og tale med én stemme.

Konklusion

Det er muligt at nå målene i EU’s biodiversitetsstrategi frem til 2020. Dette kræver imidlertid, at den politiske støtte til biodiversitet, som udtrykkes af mange af verdens ledere, overføres til konkrete politiske foranstaltninger.

 

“Jorden kan forsyne menneskets nødvendighed, men ikke menneskets grådighed.” ~Mohandas K. Gandhi