NATURSKOV: Tag det roligt, urørt skov udelukker hverken friluftsliv eller folk

Efter aftale med forfatteren. Bragt i Politiken den 29.03.2016
Af Joakim Steinsvåg, Natur- og Landskabsforvalter
Jeg er opvokset i Norge, bor og arbejder i Danmark og ferierer tit i Sverige. Jeg har læst naturforvaltning i både Norge og Danmark. Derfor kan man sige, at jeg har et lidt ‘ udenlandsk’ perspektiv på dansk naturforvaltning.

For mig er den frygt og skepsis over for naturskov, ‘som passer sig selv’, som bl.a. kommer til udtryk i Kroniken 21.3. ( Vores fælles skov må ikke blive naturmuseum ) om urørt skov, meget fascinerende.

Et eller andet sted kan man jo forstå, at de fleste danskere tænker på de plejede kulturskove som rigtige skove, da det er dette, de kender og holder af. Hvis man så får at vide, at nu skal ens hjemlige skov til at se helt anderledes ud, og den skal ikke plejes og driftes, som den plejer at blive det, ja, så er det måske meget naturligt, at man bliver lidt urolig.

2

Stor gøgeurt (Orchis purpurea) vokser kun tre steder i Danmark bl.a. i urørt skov. Danmark har verdens nordligste forekomster af stor gøgeurt. Stor gøgeurt er fredet og må ikke plukkes, graves op, samles ind eller ødelægges. Arten er desuden omfattet af CITES/Washington-konventionens liste II /bilag B.

Men der er to ting, der godt kan undre mig. Det første er den standhaftige misforståelse, at man ikke kan vedligeholde veje, stier og friluftsfaciliteter i urørt skov. Det er ikke tilfældet. Som mange har understreget før mig, handler konceptet ‘ urørt skov’ om ophør af forstlig skovdrift, ikke andet. Det udelukker ikke folk, friluftsliv, vedligeholdelse af stier eller naturpleje. Det handler ganske enkelt om en tilbagevenden til en mere naturlig skov, der passer sig selv. Ligesom skovene i Danmark engang gjorde det, og som skovene stadig gør det i store dele af verden.

Og netop manglen på refleksion omkring, hvordan tingene ser ud i resten af verden, er det andet, der undrer mig. I langt de fleste lande er skov jo som udgangspunkt naturlig skov, der er kommet af sig selv, og som skal passe sig selv for at have det godt. Når lokalbefolkning, forskere og friluftsorganisationer kæmper for at værne om deres skove, er det typisk skovbruget, man vil beskytte skoven imod, ikke naturens egne processer.

I Oslo har man faktisk i en årrække arbejdet for at oprette nye naturreservater (hvor skovdrift forbydes, altså urørt skov) i skovene rundt om byen netop af hensyn til friluftslivet. Ikke fordi Oslo er fuld af naturfeinschmeckere, men fordi skove uden skovdrift er mere spændende og givende at færdes i for langt de fleste mennesker.

I lande som Sverige og USA er netop naturreservater og nationalparker, hvor der ikke er skovdrift, meget besøgte og populære rekreationsområder. Og i alle de nævnte lande er der masser af mærkede og vedligeholdte stier i reservater og parker.

At man i en norsk avis skulle kunne læse et debatindlæg af forskere på universitetet, der bekymret siger, at nu skal vi passe på med at holde op med at drifte skoven, for så kan man måske ikke cykle, vandre, lege, stå på ski i den længere, er en ret absurd tanke.

FRILUFTSLIVET i de danske skove behøver ikke skovdrift. Det behøver vedligeholdelse af stier og friluftsfaciliteter, det behøver adgangsmuligheder, og det behøver en mere varieret og rig skov. Derfor er urørt skov ikke i konflikt med friluftslivet.