For naturen er prisen den samme, levesteder forsvinder og arter uddør

Der er for øjeblikket et ret stort politisk fokus på mere urørt statsskov fra blå blok. Om det er fordi man gerne vil tilgodese skovnaturen, eller fordi det skal fjerne fokus fra de negative følger af regeringens landbrugspakken i det åbne land, står lidt uklart.
Men uanset hvad der er bevægegrunden fra regeringens side, er det på høje tid, at en væsentlig større del af statens skove gives tilbage til naturen. For selvfølgelig bør staten og andre offentlige myndigheder ikke drive skovhugst på bekostning af skovens truede arter.

“Da der er tale om en naturpakke, bør indsatsen derfor også løftes betragteligt uden for skovene. De naturbeskyttede §3 arealer, hvor en stor andel af de lysåbne arter lever, er ekstremt pressede af mangel på plads og næringsforurening. Uden en indsats her, vil artstilbagegangen fortsætte lokalt og nationalt”

Bredpande_vesterlyng

Men hvad med de private skove i de igangværende forhandlinger om en naturpakke? Hvordan undgås det, at de truede arter her kommer i klemme og skovningsmaskinerne bare kører mod dem i stedet for de offentlige?

I de offentlige skove er der trods alt visse krav til en mere skånsom, naturnær skovdrift, svarende til økologisk drift i agerlandet. Imidlertid er, hverken naturnær skovdrift eller økologisk drift af marken svaret på naturens trængsler. Det er og bliver produktionsformer, hvor hensyn til naturen kommer i anden række

De arter, som har bosat sig på offentligt ejede arealer har den fordel, at i skove ejet af offentlige myndigheder er det næsten gratis at sikre permanent beskyttelse, da samfundet allerede ejer dem. På de privat ejede forudsætter en styrket beskyttelse udover den frivillige, en passende kompensation for at lade områder urørt og de gamle træer blive stående, og det kræver politisk vilje at afsætte tilstrækkelige midler.

I den minimumshandling for skovenes natur, som Københavns Universitet er nået frem til i den nye rapport “Bevarelse af biodiversiteten i de danske skove”, er det akutte behov opgjort til 53.000 ha urørt privat skov og 22.000 ha offentlig skov. Det bør dog bemærkes, at det, der i rapporten fra KU lægges til grund for at sikre arter mod at uddø, er, at de minimum har bestande tre steder i Danmark. Tre steder i Danmark er meget meget lidt, og derfor bør anbefalingerne også ses som en absolutte minimumsindsat for skovens arter. Politisk er denne erkendelse væsentlig, da der altså ikke er tale om naturbeskyttelse i bred forstand, men alene om en nøgtern videnskabelig redegørelse for, hvad der skal til, hvis regeringen skal undgå den ultimative konsekvens: at arter udør.

Da der er tale om en naturpakke, bør indsatsen derfor også løftes betragteligt uden for skovene. De naturbeskyttede §3 arealer, hvor en stor andel af de lysåbne arter lever, er ekstremt pressede af mangel på plads og næringsforurening. Uden en indsats her, vil artstilbagegangen fortsætte lokalt og nationalt.

Det afgørende må være at sikre arternes overlevelse, uanset om de lever i skov eller i det åbne land. Arterne kender ikke til ejerforhold og matrikelgrænser.

Opfordringen herfra er derfor, at det som minimum sikres, at der er midler nok i naturpakken til at sikre beskyttelse af de 53.000 ha privat skov og de 22.000 ha offentlig skov frem mod 2020. Men det kræver også, at der arbejdes med lovgivning og en økonomisk model, som sikrer, at hugsten ikke bare intensiveres i resten af skoven. Der er ikke vundet meget, hvis de tilsammen 75.000 ha står tilbage på bekostning af de resterende skoves og det åbne lands natur.

Det kræver politisk vilje til handling, og ikke kun taktisk retorik om, at man gerne vil tilgodese naturen – når pengene er fundet. Det er nærliggende at have en mistanke om, at det for nogle politikere og partier faktisk er meget bekvemt at kunne bruge økonomi som undskyldning. Ingen vil direkte sige, at de ikke vil beskytte naturen, men hvis partiet reelt er ligeglad, når der skal handles, er det lettere at slippe om ved den ubekvemme konsekvens af ens politik at gøre problemet til et spørgsmål om økonomi. For naturen er prisen den samme, levesteder forsvinder og arter uddør.