Naturbeskyttelse.dk: Får landbrugets kamp mod naturen en ende?

Interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer siger igen og igen, at den gerne vil naturen, senest på Naturmødet i Hirtshals og Folkemødet på Bornholm. Men realiteten er, at der ikke er den lov eller det naturområde, som organisationen på den ene eller anden måde ikke har et horn i siden på. 

Enten fordi det begrænser erhvervets mulighed for at forurene, eller fordi det forhindrer erhvervet i at fjerne natur, som ligger i vejen for markdriften og landbrugsudvidelser.

Naturbeskyttelsen bliver negligeret
Erstatningsnatur er overskriften på den seneste kampagne mod naturen fra landbrugstoppens effektive lobbyister. Kampagnen går ud på at give landmænd  lov til at flytte natur med en relativt lav naturværdi, som Lone Andersen, viceformand i Landbrug & Fødevarer, udtrykker det i et debatindlæg 14. juni her på Altinget.

Lone Andersen mener selvfølgelig ikke, at der er grund til at frygte, at en lempelig brug af erstatningsnatur vil skade naturen. Men det er der i høj grad, da det kan trække selve fundamentet under naturbeskyttelsen væk.

Muligheden for erstatningsnatur vil give de lodsejere og landmænd, som ikke har passet på naturen, lov til at flytte natur, fordi den er af ringe kvalitet, mens de, der har passet på naturen og sikret en høj naturværdi, ikke kan få lov.

Der skabes dermed et direkte incitament til ikke at genoprette og beskytte naturen, og det incitament er selvfølgelig ikke gået landbrugets næse forbi.

Landbruget tager ikke hensyn
Endnu mere absurd bliver ønsket, set i lyset af, at det er veldokumenteret, at det er netop erhvervenes egen forurening og arealforbrug, der er den primære årsag til den dårlige naturtilstand, en meget stor del af vores lysåbne natur er i.

Naturbeskyttelseslovens formål har da hidtil også været at beskytte den natur, som er mest udsat, hvilket de sidste små lommer af natur i landbrugslandet i høj grad må siges at være.

Hvis landbrugsproduktionen var truet af naturen, så kunne man måske forstå erhvervets bevægegrunde. Men det er ikke naturen, der truer hverken produktion eller økonomi, for virkeligheden er, at over 70 procent af vandhullerne allerede er fjernet, 90 procent af åerne rettet ud, og at arternes levesteder i areal og kvalitet er styrtdykket gennem de sidse 50 år.

Det er ikke uden grund, at den sidste indberetning til EU viste, at 39 procent af arterne og 90 procent af naturtyperne var i ugunstig bevaringsstatus.

I det åbne land er denne tilbagegang i arter og naturtyper primært sket som følge af, at landbruget ikke har taget hensyn.

Et er, at den enkelte landmand ikke har viden og vilje til hensyn, men at landbrugstoppen direkte modarbejder eksisterende og kommende natur, er dybt skuffende.

Landmænd, løft jeres ansvar
Man har på fornemmelsen, at først når den sidste lov er fjernet, og det sidste naturområde er væk, er landbruget tilfreds.

Det ville klæde erhvervet at tage ansvaret og beskyttelsen på sine skuldre og vise , at erhvervet er klar til handling for at beskytte naturen. Men med forslaget om erstatningsnatur vil landbrugstoppen yderligere svække en i forvejen svag naturbeskyttelseslov.

Som om det ikke allerede var nok, at landbruget i areal og belastning i praksis sidder på Danmarks natur, vil landbrugstoppen nu også forsøge at sætte sig på Naturrådet, efter at Alternativet stillede det som beslutningsforslag i folketingssalen tidligere på året.

Det er ikke svært at gennemskue, at det nok ikke er den store bekymring for naturens ve og vel, der driver organisationens interesse for Naturrådet, men at det snarere er et spørgsmål om at få kontrol og forhindre, at der kommer et uvildigt Naturråd, som siger ting, landbruget ikke kan lide at høre.

Det altafgørende i et naturråd er jo netop at give naturen et talerør, som nøgternt gør opmærksom på, hvad den har brug for. Ikke landbruget, ikke skovbruget og andre med fingrene i naturens pengekasse.

Der må være en grænse
Naturens elendige tilstand skyldes jo netop, at der gennem årtier primært er blevet taget hensyn til landbrugets og andre interessenters behov, men ikke til naturens.

Mens landbrugets omsætning og produktivitet er tordnet i vejret, er det gået lige så stejlt ned ad bakke for naturens vilde arter.

Spørgsmålet til Landbrugstoppen er derfor: Hvornår er nok nok?